Bornholms mest kendte by er fuld af spændende restauranter, spisesteder og cafeer, hvor man mødes for at snakke og hygge sig
– eller måske for at nyde „Sol over Gudhjem“.

Lad børnene boltre sig i Jobolands forlystelser og de voksne sætte sig til bords og nyde en forret af lufttørret skinke fra Hallegård. Nyd en friskrøget sild i Gudhjems hyggelige, gamle fiskerleje. Spil golf på Bornholms fire 18-huls baner. Tag på skovtur i Almindingen, kulturudflugt til Bornholms Kunstmuseum, laksefiskeri i Østersøen 5 minutter fra Gudhjem Søpark eller en sviptur til Christiansø – eller Simrishamn.

„Har du ikke været i Gudhjem, har du ikke rigtig været på Bornholm“, plejer de lokale at sige. Gudhjem regnes for solskinsøens mest idylliske plet og er en obligatorisk destination for øens gæster.

Gudhjem ligger midt mellem skov, strand, himmel og hav. Med sin fantastiske placering på Bornholms østside er Gudhjem på en gang langt fra alt og tæt på det hele. Her finder I ro, idyl og uspoleret natur side om side med charmerende byliv i de snoede gader, hvor den søde duft af stokroser blander sig med duften af tjæret garn og silderøgerierne på havnen.

Ved Gudhjem får I fantastisk klippekyst og ved Melsted Strand, fem minutters gang fra Gudhjem Søpark, ligger de skønneste børnevenlige sandstrande.

   

Eller læg jeres vej forbi Oluf Høst museet som er indrettet i den store bornholmske malers hjem, hvor han boede fra 1929 til sin død i 1966 og malede nogle af sine bedste værker.

Når himlen sitrer og havet glimter i solens stråler over Gudhjem, befinder I jer ved verdens ende. Og alligevel kan Københavns Rådhusplads nås på godt tre timer. For i dag fører alle veje til Gudhjem. Via bil, hurtigfærge, tog og bus over Sydsverige. Eller fast flyforbindelse mellem Rønne og København.

Gudhjem er en dansk sommerperle. Her får I solopgangen over Østersøen serveret på et sølvfad – dag efter dag, året rundt.

Se galleri